Tre spejdergrupper i Holbæk får støtte til mere friluftsliv

Tre spejdergrupper i Holbæk Kommune er blandt de 105 lokale foreninger, der har fået del i Friluftsrådets Lokalforeningspulje. På landsplan uddeles der godt 3 mio. kr. til foreninger i 43 kommuner for at styrke friluftslivet.
I Holbæk går støtten til Holbæk DDS Skarridsø Gruppe, Holbæk- og RegstrupSpejderne samt De Grønne Pigespejdere Holbæk Gruppe.
Holbæk DDS Skarridsø Gruppe har modtaget 40.000 kroner til nye telte, der skal skabe bedre rammer for udeliv og overnatning i naturen. Holbæk- og RegstrupSpejderne får 34.500 kroner til materialer, udstyr og aktivitetsdage for lokale børnehaver med fokus på friluftsliv og naturforståelse, mens De Grønne Pigespejdere Holbæk Gruppe modtager 6.600 kroner til udstyr til madlavning over bål i forbindelse med ture, lejre og Spejdernes Lejr 2026.
Friluftsrådets forperson, Dorthe Mølvig, fremhæver betydningen af støtten:
"Lokalforeningspuljen giver lokale frivillige foreninger mulighed for at gøre en reel forskel dér, hvor friluftslivet leves i hverdagen. Det er små midler, der ofte gør en kæmpe forskel, når foreninger får støtte til nye aktiviteter eller bedre faciliteter, der fremmer menneskers muligheder for at opleve naturen. Og når flere kommer mere ud i naturen, styrker det både livskvalitet, sundhed og sammenhold."
Lokalforeningspuljen kan søges én gang om året af lokale foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer med tilskud på op til 40.000 kroner.
Faktaboks
- 105 lokale foreninger i 43 kommuner har modtaget støtte.
- Der er uddelt i alt 3.036.500 kr. fra Friluftsrådets Lokalforeningspulje.
- Holbæk Kommune modtager støtte til tre projekter:
- Holbæk DDS Skarridsø Gruppe: 40.000 kr. til telte til udeliv og overnatning.
- Holbæk- og RegstrupSpejderne: 34.500 kr. til materialer, udstyr og aktivitetsdage for børnehaver.
- De Grønne Pigespejdere Holbæk Gruppe: 6.600 kr. til båludstyr, herunder gryder, trangia og trækvogn.
- De tre projekter modtager tilsammen 81.100 kr.
- Lokalforeningspuljen kan give op til 40.000 kr. pr. projekt og er finansieret gennem spillehalsmidlerne.






Accepter kun nødvendige cookies